Nordsjællands Politi: Seneste nyt fra Gilleleje - tirsdag den 2. februar

Kilde: Nordsjællands Politi
Profilbillede
Michael Juul Sørensen

Gilleleje er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Hjul stjålet fra bil

Frederiksværk: Fra en Suzuki, som holdt på Kirkevej, er der mellem klokken 02.00 og 06.45 natten til tirsdag stjålet to hjul. Tyveriet blev anmeldt klokken 07.08.

 

Biler stjålet fra autoværksted

Gentofte: Fra et autoværksted på Lyngbyvej er der mellem søndag aften klokken 19.00 og mandag morgen klokken 06.00 blevet stjålet to biler. Tyvene er brudt ind i autoværkstedet, hvor de først har fundet nøglerne til bilerne, som de herefter stjal. Endvidere har flere andre biler på stedet fået smadret deres sideruder. Det er dog uvist, om der er stjålet noget fra disse biler.

 

Værktøj og støvsuger stjålet

Hornbæk: Fra en Peugeot varebil, der holdt på Sauntevej, er der mellem søndag aften klokken 22.00 og mandag morgen klokken 06.40 stjålet noget værktøj samt en støvsuger.

 

Radio og trafikalarm stjålet 

Hillerød: Fra en Volkswagen varebil, som holdt på S. Kierkegaardsvej, er der mellem søndag aften og mandag morgen klokken 09.00 stjålet en radio, en isskraber og en trafikalarm. Tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at bryde dørlåsen op. 

 

Indbrud i værksted

Gilleleje: Mellem lørdag eftermiddag og mandag klokken 08.00 har der været indbrud i et værksted i Stæremosen. Tyven har aflistet et vindue og stjålet værktøj.

 

Lampe stjålet fra kontor

Gentofte: En lampe er mellem fredag aften og mandag formiddag klokken 10.00 blevet stjålet fra Joca Onlines kontor på Lyngbyvej. Tre mænd er set på stedet, og beskrives som A: 165- 175 cm høj, almindelig af bygning, dansk af udseende, iført blå bukser, sorte sko, grå hættetrøje, sort jakke og mundbind. B: 175 – 185 cm høj, almindelig af bygning med brune øjne, dansktalende, iført grå hættetrøje, sort jakke, sort hue, grå joggingbukser med hvide striber, blå handsker og grå sko. C: 165 – 175 cm høj, almindelig af bygning, sort jakke med hætte, sort halsedisse, sorte bukser og hvide sko. Der er med stor sandsynlighed tale om de samme mænd, der også brød ind i et nabokontor og her stjal indholdet af en pengekasse.

 

Færdselsuheld

Hellerup: En 45-årig kvindelig bilist fra Nivå påkørte klokken 12.07 en 15-årig ung mand fra Kgs. Lyngby på løbehjul i rundkørslen ved Femvejen. Den kvindelige bilist foretog her et højresving mod Bernstorffsvej uden at orientere sig, hvorved hun påkørte den unge mand, idet han kørte rundt i rundkørslen til Jægersborg Alle. 

Den 15-årige brækkede ved påkørslen sin ene ankel, og han blev derfor kørt med ambulance til hospitalet for behandling af sin skade.

Den kvindelige bilist blev efterfølgende sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

 

Kørsel i frakendelsestiden

Vejby: En 49-årig kvindelig bilist fra Helsinge blev klokken 13.53 standset af en patrulje på Salgårdshøjvej. Her blev hun bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, hvilket hun dog ikke kunne efterkomme, idet hun var frakendt førerretten. Hun blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette. Da det ikke var første gang, den kvindelige bilist kørte bil trods sin manglende førerret, blev hendes bil beslaglagt med henblik på konfiskation.

 

Kørsel i frakendelsestiden

Kgs. Lyngby: På Klampenborgvej standsede en patrulje klokken 14.48 en 58-årig mandlig bilist fra lokalområdet og bad ham fremvise et gyldigt kørekort. Det kunne manden dog ikke, da han var frakendt sin førerret, og han blev derfor sigtet for at køre bil trods dette.

 

Kørsel i påvirket tilstand

Frederikssund: En 21-årig mandlig bilist fra Frederikssund blev klokken 14.52 standset af en patrulje på Hørupvej, hvor det blev vurderet, at han havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer. Manden nægtede imidlertid at medvirke til en test med narkometer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Han blev derudover også sigtet for kørsel uden førerret, idet han ikke havde erhvervet sig retten til at køre bil.

Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring mandens eventuelle præcise promille. 

 

Solofærdselsuheld

Kgs. Lyngby: En 21-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby kørte klokken 15.16 ad Sorgenfrigårdsvej i sydøstlig retning, hvor han kørte direkte ind i venstre side på en bil, som holdt parkeret på en parkeringsplads på vejens østlige side. 

Den 21-årige mand blev ved patruljens ankomst sigtet for ikke at udvise tilstrækkelig agtpågivenhed, og herefter blev han kørt med ambulance til tjek på hospitalet.

 

Børn på isen

Klampenborg: Klokken 15.25 indløb der anmeldelse om, at der befandt sig personer på isen på Fuglesangssøen, selv om kommunen ikke havde opsat skiltning om, at dette var tilladt. En patrulje kørte til stedet, hvor to personer blev bedt om at komme ind på sikker grund.

Nordsjællands Politi minder om, at det er ulovligt at færdes på isen, med mindre kommunerne har kontrolleret isens tykkelse og har opsat særlig skiltning om muligheden for færdsel på isen.

 

Solofærdselsuheld

Gentofte: Klokken 15.54 kom en 74-årig kvindelig bilist fra Hundested kørende ad Nybrovej i nordvestlig retning, da hun af ukendte årsager kolliderede med en parkeret sættevogn, som holdt parkeret på stedet.

Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade, men kvinden blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til tjek på hospitalet. 

Idet bilen efterfølgende var i vejen for den øvrige trafik, var vejen kortvarigt afspærret, mens der blev ryddet op efter uheldet.

 

Spritbilist standset

Kokkedal. Mandag eftermiddag klokken 16.20 blev en 60-årig mand fra Valby standet på Fredensborg Kongevej. Her blev han efter en alkometertest sigtet for spirituskørsel og taget med på politistationen, hvor en læge udtog en blodprøve, som skal fastlægge den 60-åriges nøjagtige promille.

 

Mistænkeligt forhold var tragisk hændelse

Helsingør: En 19-årig mand blev mandag eftermiddag klokken 16.23 fundet død på en adresse på Rasmus Knudsens Vej. Politiets teknikere undersøgte stedet nærmere, da der i første omgang var omstændigheder, som virkede mistænkelige. Efterforskningen viste imidlertid, at der var tale om en tragisk hændelse. Den unge mands pårørende er underrettet. Nordsjællands Politi giver ikke yderligere oplysninger om sagen.

 

Hærværk mod bil

Stenløse: Mandag eftermiddag blev det anmeldt, at der mellem lørdag klokken 16.00 og søndag klokken 16.00 var begået hærværk mod en BMW, som stod på Munkevej. Bilens sidespejle er blevet brækket af og det ene lygteglas knust.

 

Formodet narkobilist kørte uden kørekort

Hillerød: Mandag eftermiddag klokken 16.48 blev en 42-årig mand fra Hillerød standset på Horsevænget. Den 42-årig havde ikke noget kørekort og virkede narkopåvirket. Han blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden og kørsel under indflydelse af euforiserende stoffer og blev taget med på hospitalet, hvor han fik taget en blodprøve, der skal be- eller afkræfte, hvorvidt han var narkopåvirket.

 

Havde hash på sig

Helsingør: En 26-årig mand fra Helsingør blev mandag aften klokken 18.05 truffet på en p-plads ved Ponydalen. Her viste det sig, at manden havde en mindre mængde hash på sig, og han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. '

 

Rude knust

Dronningmølle: Mellem fredag eftermiddag klokken 16.00 og mandag aften klokken 18.00 er en rude i en dør til en udestue på Storkevej blevet knust.

 

14-årig stukket med kniv

Dyssegård: En 14-årig ung mand fra København blev mandag aften klokken 19.37 stukket med kniv i forbindelse med, at han var mødt op på Dyssegård Station for at drøfte en uoverensstemmelse med en anden 14-årig ung mand fra Søborg. De to gik ad Mindevej, da den unge mand fra Søborg pludselig stak den unge mand fra København, som blev ramt i området omkring lysken og måtte køres til behandling på hospitalet. Gerningsmanden løb herefter fra stedet. Flere patruljer blev sendt til området, som blev undersøgt for spor. På baggrund af oplysninger i efterforskningen blev den 14-årige formodede gerningsmand på sin bopæl omkring klokken 22.00 og sigtet for vold af særlig grov karakter. Efterforskningen af sagen er fortsat i gang.  

 

Afviste at aflevere penge

Værløse: En 35-årig mand fra Værløse afviste pure at aflevere sine penge til en 13-årig ung mand, som mandag aften klokken 20.16 truede den 35-årige med en kniv på Hareskovhvilevej. I stedet løb den 35-årige efter gerningsmanden, som stak af fra stedet. Den 35-årige tabte gerningsmanden af synes, men en patrulje anholdt godt 20 minutter senere den 13-årige og sigtede ham for røveri, hvorefter han blev taget med på politigården til yderligere afhøring.

 

Hoppede over hegn

Frederikssund: Fire-fem personer blev mandag aften omkring klokken 20.47 set hoppe over hegnet til stationsområdet og de tog, som holdt der. En patrulje kørte ud for at undersøge sagen nærmere, men fandt, trods rundering i området, ikke personerne.

 

Alkoholpåvirket mand kørte ind i facade

Kgs. Lyngby: En 60-årig mand fra Valby kørte mandag aften klokken 21.18 flere gange ind i facaden til Formula Leasing på Lundtoftegårdsvej. Da manden var alkoholpåvirket og ikke havde noget kørekort, blev han sigtet for spirituskørsel samt kørsel uden førerret og taget med på hospitalet, hvor en blodprøve skal fastlægge hans nøjagtige promille. På hospitalet blev han også tilset for en brækket næse, som han pådrog sig ved sammenstødene mellem bilen og facaden.

 

Sten kastet gennem rude

Hørsholm: Mellem klokken 18.00 og 20.45 mandag aften er en sten blevet kastet gennem ruden til DHI på Agern Allé. Det er endnu ikke opgjort, om der er stjålet noget fra stedet.

Sigtet for besiddelse af hash

Helsingør: En 21-årig mand blev tirsdag nat klokken 01.00 truffet på en p-plads ved Søndre Strandvej. I hans bil blev der fundet en lille klump hash ligesom han også havde en smule hash på sig. Den 21-årige blev sigtet for forholdet.

Kørte uden kørekort

Snekkersten: Klokken 02.27 natten til tirsdag blev en 22-årig kvinde fra Vedbæk standset, da hun kom kørende i krydset Klostermosevej/Agnetevej. Her blev kvinden sigtet for kørsel uden førerret, da hun havde sat sig bar rattet, selvom hun ikke havde erhvervet kørekort.

Sigtet for indbrud

Frederikssund: En mand og en kvinde på henholdsvis 35 og 37 år, begge fra Frederikssund, blev natten til tirsdag anholdt og sigtet for indbrud i en virksomhed på Holmensvej. Klokken 03.11 gik en alarm på stedet, og en patruljehund fik i første omgang snuset sig frem til nogle koster, som var smidt ikke langt derfra. Kort tid efter traf en patrulje de to personer, som ikke kunne komme med en plausibel forklaring på, hvad de lavede i området og derfor blev anholdt siget for indbrud og taget med på politigården til videre afhøring.

 

Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 1. - 2. februar 2021

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Flere artikler