Gilleleje er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Værktøj stjålet, Skævinge
Mellem lørdag eftermiddag og søndag morgen klokken 05.30 er der stjålet diverse værktøj fra et værksted på Udsbjergvej. Døren til værkstedet var ulåst.
Indbrud i skur, Helsingør
Flere batteri- og benzindrevne haveredskaber er mellem lørdag eftermiddag og søndag klokken 08.30 blevet stjålet ved et indbrud i et skur på Edvard Munchs Vej.
Sten kastet gennem rude, Hillerød
En sten er mellem klokken 03.00 og 05.00 blevet kastet gennem en rude i en bryggersdør til en bolig på Møntmestervej. Hærværket blev anmeldt klokken 09.59.
Lavede hærværk på motorvejsbro, Gentofte
Klokken 12.36 kom en anmeldelse om, at to unge mænd netop havde opholdt sig ved hegnet til den bro på Ørnegårdsvej, som fører over Helsingørmotorvejen. Her lavede den ene mand graffiti. Han blev beskrevet som 15-20 år, almindelig af bygning, iført beige bukser, sort hættetrøje, rygsæk og medbragte et skateboard.
Postkasse sprængt i stykker, Gilleleje
En postkasse er mellem klokken 23.00 lørdag aften og søndag klokken 12.00 blevet sprøngt i stykker af ukendte gerningsmænd.
Kørte uden kørekort, Frederikssund
Søndag eftermiddag klokken 14.03 blev en 29-årig mand fra Skibby standset, da han kom kørende ad Fjordslandsvej. Her blev han sigtet for at køre bil uden førerret.
Cyklist påkørt af bil, Værløse
Søndag eftermiddag måtte en 57-årig mandlig cyklist fra Værløse til tjek på hospitalet efter han klokken14.30 var blevet ramt af en højresvingende bil ved Birkedalshusene. Bilisten, en 76-årig mand fra Værløse, blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Forsøgte at stjæle cykler, Espergærde
Tre unge mænd i alderen 13-15 år var søndag eftermiddag klokken 15.33 i gang med at stjæle cykler ved Espergærde Station, da en borger opdagede dem og kontaktede politiet. En patrulje kørte til stedet og tog en alvorssnak med de unge, ligesom deres forældre og de sociale myndigheder bliver kontaktet og orienteret om sagen.
Skabte uro og uorden, Allerød
Søndag omkring klokken 17 gik en 29-årig mand rundt og skabte uro og uorden ved Allerød Station, hvor han råbte højt. En patrulje kørte til stedet og satte manden på en bus væk fra området.
Ville ikke forlade toget, Helsingør
En beruset 48-årig udenlandsk mand nægtede klokken 22.22 søndag aften at forlade toget på Helsingør Station. En patrulje kom til stedet for at få manden ud af toget, og da han viste sig at være for beruset til at kunne tage vare på selv, blev manden taget med i detentionen, hvorfra han blev løsladt klokken 05.10 mandag morgen.
Oversigt over indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 24.-30. oktober 2022