Gilleleje er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Tyveri fra bil, Hillerød
Fra en bil, som stod på en p-plads på Milnersvej, er der mellem klokken 07.30 og 08.00 stjålet en mobiltelefon, pung samt kontanter. Det er uvist, hvordan tyven har skaffet sig adgang til bilen.
Indbrud i skurvogn, Gilleleje
Mellem onsdag eftermiddag og torsdag morgen er der stjålet et solcelleanlæg med batterier, køleskabslåger og en skræm til en bulldozer fra en skurvogn, som står på Smidstrupvej. Tyven har fundet en nøgle på til skurvognen og har benyttet den til at skaffe sig adgang.
Sigtet for besiddelse af hash til videresalg, Hillerød
En 41-årig mand fra Hillerød blev klokken 13.04 truffet på Torvet i Hillerød af en patrulje. Den 41-årige var i besiddelse af flere salgsklumper hash, og han blev derfor sigtet for besiddelse af narko med henblik på videresalg.
Harmonikasammenstød, Hørsholm
En 22-årig mand fra Nivå der kørte i nordgående retning på Helsingørmotorvejen ramte torsdag kl. 15.40 op i en forankørende og skabte derved et harmonikasammenstød med tre andre biler. Ingen meldinger om tilskadekomst - motorvejen var åben igen kl. 16.18.
Kontaktbedrageri, Stenløse
En 87-årig kvinde fra Stenløse blev torsdag omkring kl. 17.00 narret til at udlevere sit dankort af en kvinde, der udgav sig for at være fra hendes bank. En mand kørte ud til hendes adresse, hvor han fik udleveret hendes kort, der herefter blev misbrugt til at hæve kontanter.
Nordsjællands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pinkode i telefonen. Bliver man ringet op af en person, som udgiver sig for at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til bankens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel.
Høj musik i Nordsjælland
Anmeldelse kl. 23.02 om, at der blev spillet meget høj musik samt råbt i megafon på Kongevejen på Kongevejen i Espergærde. Patrulje til stedet, som fik en god dialog med de festglade mennesker, som skruede ned. Samme forhold på Peter Olsens Vej i Hornbæk, hvor der kl. 23.17 blev anmeldt at nogen holdt fest med høj musik, hvor en patrulje også var forbi. Kl. 00.16 fik vi en anmeldelse om, at der var høj musik og råben på Rostgårdsvej i Gilleleje. En patrulje var forbi, og fik lukket festen. Kl. 01.00 anmeldelse om meget høj musik på Absalonsvej i Nivå, hvor en patrulje kørte forbi, og fik dæmpet musikken.Fest med omtanke – husk at skrue ned, når det bliver sent
Det er forståeligt, at du/I fester derhjemme. Det skal der også være plads til. Men husk at vise hensyn. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent.
Er du selv udsat for musik til ulempe?
Før du ringer til politiet, så spørg festens personer, om de ikke nok vil skrue ned for musikken. En venlig henvendelse virker ofte, da de fleste sjældent er ude på at genere deres naboer.
Virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på 114. Vi er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.