Gilleleje er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Indbrud i skurvogne, Helsinge
Klokken 07.12 blev det anmeldt, at der imellem onsdag klokken 21.00 og torsdag klokken 06.45 havde været indbrud i en skurvogn stående på Troldestien. Fra skurvognen var der taget en byggestrømstavle, to træstiger, tre skamler og en kasse sodavand.
Klokken 07.41 blev det igen anmeldt, at der havde været indbrud i en skurvogn, der også havde stået på Troldestien. Indbruddet var sket imellem onsdag klokken 16.30 og tidspunktet for anmeldelsen, og herfra var der blevet stjålet elværktøj i mærkerne Hilti, Milwaukee samt Makita.
Tyveri fra varebil, Hørsholm
Klokken 10.47 blev det anmeldt, at der imellem onsdag klokken 22.00 og torsdag klokken 09.50 var blevet stjålet fisketaske med udstyr samt en metaldetektor fra en varebil, der havde holdt parkeret på Fuglemosevej. På tidspunktet for anmeldelsen kunne anmelderen ikke se, hvordan gerningspersonerne var kommet ind i køretøjet.
Færdselsuheld, Helsinge
Klokken 14.12 blev det anmeldt, at en lastbil var kørt i grøften på Helsingørvej i forbindelse med et solofærdselsuheld afstedkommet af, at lastbilens ene dæk sprang. Politi, ambulance og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor føreren hurtigt kom uskadt ud af køretøjet. Oprydningen på stedet medførte, at vejen var spærret frem til omkring klokken 16.30.
Spirituskørsel, Frederikssund
Klokken 16.20 blev en 51-årig udenlandsk mandlig bilist standset og kontrolleret på Frederikssundsvej ud for Græse Skolevej. Her blæste han alkometeret op over det tilladte, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel og taget med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning. Manden blev ligeledes sigtet for at sidde bag rattet, trods han var blevet frakendt retten til at køre bil og stadig befandt sig i frakendelsestiden.
Spirituskørsel og færdselsuheld, Jægerspris
Klokken 17.49 anmeldte et vidne, at en personbil netop havde påkørt tre parkerede biler på Bygaden. En patrulje blev sendt til stedet, hvor personen, der havde siddet bag rattet i den kørende bil, en 23-årig mand fra Frederikssund, fik alkometeret til at slå ud over det tilladte, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel og taget med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning.
Brand, Charlottenlund
Klokken 21.25 blev det anmeldt, at det brændte i en lejlighed på Lindegårdsvej. Politi, ambulance og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor sidstnævnte fik slukket branden, der havde skabt en hel del røg, hvilket medførte, at lejlighedens kvindelige beboer blev kørt på hospitalet i kritisk tilstand.
Branden er muligvis opstået i lejlighedens køkken, men Nordsjællands Politi skal nu foretage yderligere undersøgelser af brandstedet, før brandårsagen eventuelt kan konkluderes.
Politiet har ikke yderligere oplysninger om branden eller kvindens tilstand på nuværende tidspunkt.
Brand, Gilleleje
Fredag klokken 01.13 blev det anmeldt, at det brændte i en parkeret bil holdende på Gilleleje Stationsvej. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor sidstnævnte fik slukket branden i den overtændte bil. Branden og den medfølgende varme nåede at medføre skader på de køretøjer, der havde holdt parkeret op ad den bil, hvor branden var begyndt.
Nordsjællands Politi skal nu undersøge brandårsagen nærmere.