World Cleanup Day: Øresundsdag i Gilleleje Havn

Foto: Dansk Sportsdykker Forbund
dato

Lørdag den 20. september kl. 10-16 bliver Gilleleje Havn centrum for et særligt arrangement i forbindelse med World Cleanup Day. Her sættes der fokus på Øresund, havmiljøet og de mange frivillige kræfter, der arbejder for at fjerne plastikaffald og spøgelsesnet fra havet.

Øresundsdag er arrangeret i fællesskab af Ocean Plastic Forum, Dansk Sportsdykker Forbund og North Nature – og er sponsoreret af Codan Fonden, og den 20. september kan man opleve masser af aktivitet på Gillelej Havn.

Strandrensning og dykkeraktion i Gilleleje

I Gilleleje kan du opleve frivillige dykkere og lokale ildsjæle i aktion. Dykkere fra klubber i området hopper i vandet for at samle affald og tabte fiskeredskaber op fra havnebassinet og nærliggende områder. Samtidig vil der være strandrensning på havnen, hvor alle kan være med til at fjerne skrald fra kysten.

Det indsamlede affald bliver efterfølgende vist frem, så man kan få et indblik i, hvad der faktisk gemmer sig under overfladen.

Et kig under overfladen

Med hjælp fra North Nature vil der hele dagen være livestream fra dykkeraktioner i Øresund, som vises på storskærm på havnen. Her kan du komme med ned under vandet og se, hvordan dykkerne arbejder med at finde og markere spøgelsesnet i Danmarks første marine naturnationalpark.

Hvorfor er det vigtigt?

Ifølge DTU Aqua ligger der omkring 49.000 tabte fiskenet i de danske farvande. Disse spøgelsesnet bliver siddende på vrag og rev, hvor de fortsat fanger fisk, fugle og havpattedyr som marsvin og sæler. Nettene er lavet af plastik og kan tage flere hundrede år at nedbryde.

Derfor er kampen mod spøgelsesnet en hjertesag for mange lokale dykkere og miljøorganisationer. Øresundsdag giver et indblik i det store frivillige arbejde, der ligger bag oprydningen, og en chance for at være med til at gøre en forskel.

Sammen om naturen

Øresundsdag er ikke kun et miljøarrangement, men også en mulighed for at møde engagerede dykkere og havelskere på tværs af klubber, projekter og organisationer. Som sekretariatschef i Ocean Plastic Forum, Thomas Alstrup, udtrykker det:

”Tabte fiskenet er dødsfælder i havet. Derfor er det vigtigt, at vi går sammen om at finde og fjerne dem – og samtidig deler viden og oplevelser, så endnu flere får lyst til at bidrage til en renere havbund.”

Så tag familien eller vennerne med til en dag, hvor miljøindsats, oplevelser og fællesskab kombineres.

Det praktiske

Sted: Gilleleje Havn og Nordre Toldbod i København.
Dato: Lørdag den 20. september
Tid: kl. 10.00 – 16.00
Pris: Gratis – alle er velkomne.

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.